Spring til indhold

VITUS gjorde amerikansk eksportdrøm til virkelighed

20.02.2018  13:23
Der er langt fra Nørresundby til USA. For den nordjyske IT-virksomhed MapsPeople gjorde et samarbejde med The Trade Council vejen meget kortere. 

Der er fuld fart på væksten for MapsPeople, der arbejder med Google Maps og sælger indendørs navigationsløsninger. På bare tre år er den nordjyske virksomhed vokset mere end 250 procent. Med en stor investering fra Vækstfonden i ryggen, har MapsPeople ekspanderet til USA. Her har de landet aftaler med flere store virksomheder, blandt andet den amerikanske supermarkedsgigant Kohl’s og Gartner Group. Startskuddet til det amerikanske eventyr var The Trade Councils eksportprogram VITUS.

”VITUS har været en virkelig god investering. Måske den bedste vi har gjort. Det har givet os klarhed over vores globale strategi,” fortæller CEO i MapsPeople, Michael Gram.

 

VITUS er et eliteprogram for de mest ambitiøse små og mellemstore virksomheder, der vil ekspandere til et nyt marked. Programmets deltagere bliver matchet med en af The Trade Councils erfarne eksportrådgivere fra det marked, som virksomheden vil ekspandere til. Det betyder, at rådgiveren trækker på sit store lokale markedskendskab og stærke netværk og følger virksomheden tæt igennem hele forløbet. Et forløb, der strækker sig over et år, og som er opdelt i to faser.

I første halvdel fokuseres der på at udvikle en eksportstrategi. Det sker igennem workshops og en fact-finding-tur til det pågældende marked. Når strategien er på plads, går eksekveringsfasen i gang. Her udruller virksomheden sin konkrete Go-To-Market plan. En af de handelsrådgivere, der har arbejdet for at gøre MapsPeoples ambitioner på det amerikanske marked til virkelighed, er Jacob Lahn Bessmann fra Danmarks konsulat i New York.

“Konkret har The Trade Council hjulpet MapsPeople med at oprette selskabet, identificere den optimale lokation for deres hovedkontor, få visum, etablere partnerskabsmøder, afklare forsikringsspørgsmål, og ansætte amerikanske medarbejdere. De er nu knivskarpe på deres market entry-strategi, deres salgstilgang og partnersetup.” forklarer han. 

Det tætte samarbejde med erfarne rådgivere var alfa og omega for MapsPeople, da de stod på dørtrinnet til det amerikanske marked. 

”Det mest værdifulde for os har helt klart været sparringen med de dygtige folk i Udenrigsministeriet. De hjalp os med det rigtige mindset og fik os til at tænke globalt,” siger Michael Gram og fortsætter:

”VITUS programmet har også hjulpet os med etableringen af vores amerikanske selskab og været en stor hjælp under beslutningen om, hvor vi skal etablere os. Hele denne proces er vi blevet hjulpet igennem og samtidig har vi fået hjælp til at udarbejde en amerikansk version af vores partnerprogram.”

Vil din virksomhed også være en del af det næste VITUS program? Næste ansøgningsfrist for at deltage er 5. marts 2018. Læs mere om VITUS og send en ansøgning her.

Har du spørgsmål så kontakt eksportrådgiver Konstantin Bengston på konben@um.dk.