Spring til indhold

JUNIOR PROFESSIONAL TIL EU-DELEGATIONEN I NIGERIA OG TANZANIA

06.08.2018  14:03
 


 

EU's traineeprogram for universitetskandidater i starten af deres karriere ”Junior Professionals in Delegation (JPD)” giver mulighed for at få et førstehåndsindblik og forståelse for den europæiske udenrigstjeneste. Der er i dag mere end 140 EU-delegationer udenfor EU, som repræsenterer EU i tæt samarbejde med medlemsstaternes diplomatiske og konsulære repræsentationer.


Om stillingen

Under programmet for 2018/2019 skal der besættes en 1-årig trainee-stilling hos EU-Delegationen i Abuja, Nigeria og EU-Delegationen i Dar Es Salaam, Tanzania. Abuja-stillingen er placeret under Kommissionens arbejdsområde og beskæftiger sig med bistandsmidler og handel samt økonomiske forhold (se links for flere detaljer), mens Tanzania-stillingen er placeret under Den Fælles Udenrigstjenestes arbejdsområde og beskæftiger sig med politiske forhold. Begge stillinger traine-stillinger med en varighed af 12 måneder, med start 15. september 2018. 
 
Ansøgningskriterier
Det er et krav, at kandidaten har en relevant master- eller kandidatgrad og kan kommunikere flydende på engelsk i både skrift og tale. Derudover er kendskab til fransk eller et andet fremmedsprog en fordel. I udvælgelsen af kandidater bliver der lagt vægt på, at kandidaten har den rette indstilling og motivation til at arbejde for EU, samt besidder kompetencer, som er relevante for stillingen. Herunder er særligt sprogkompetencer og relevant erhvervserfaring et plus, hvor kandidater med op til 4 års relevant erhvervserfaring vil blive givet prioritet. Det er en forudsætning for ansættelse i trainee-stillingen, at der foreligger fornøden sikkerhedsgodkendelse forud for tiltrædelsen. Der gøres opmærksom på, at en evt. ansættelse i én af disse 1-årige stillinger ikke forhindrer mulig ansættelse i en tilsvarende trainee-stilling i fremtiden.
 
Løn og levevilkår
Traineen vil modtage en månedlig ydelse på 1.375 EUR samt et tilskud til bolig på 1.058 EUR hertil tillægges en månedlig hardshipydelse på hhv. 35 % og 25% på baggrund af udsendelsesstedet (se LCA-tabel). Samlet set vil trainee modtage mellem ca. 2.300-3.100 EUR svarende til ca. 17.250-23.300 DKK. Der henvises til SKAT vedrørende skatteforhold for udlandsdanskere. Derudover ydes et engangsbeløb på 2.116 EUR til flytteomkostninger, 2.644 EUR til rejseomkostninger og 705 EUR til forsikring. Trainees er selv ansvarlig for at tegne sundhedsforsikring, ulykkesforsikring og hjemsendelsesforsikring. Det samme gælder for evt. familie, som medbringes. Forsikringer skal kunne dokumenteres.
 
Ansøgning
For at ansøge skal anvendes et standardskema for JPD-stillinger (gå til ”application form” under ”How to Apply” på JPD 2018-program) – vær opmærksom på, at der i linket også henvises til JPD runden i 2019, hvilket du skal se bort fra), som skal indsendes senest d. 10. august 2018 til intstill@um.dk. Ansøgningssproget skal være engelsk. Ansøgninger modtaget på dansk accepteres ikke. Succesfulde kandidater vil modtage besked snarest efter ansøgningsfristens udløb og senest 17. august 2018. Bemærk der vil ikke blive indkaldt til ansættelsessamtaler, men evt. anmodes om uddybende information.
 
Interesserede kandidater opfordres til at læse mere om JPD-programmet på EEASs website her: JPD-program