Spring til indhold

Bryd tabuet om seksuel chikane – opfordring til landets arbejdspladser

20.02.2018  12:01
Ligestillingsminister Karen Ellemann og beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen sætter nu i fællesskab seksuel chikane på arbejdspladsen på dagsordenen. Det sker via en opfordring fra de to ministre, der i dag er sendt til landets private og offentlige arbejdspladser.

Ligestillingsministeren og beskæftigelsesministeren har i dag sendt en opfordring til landets ledere, virksomheder og offentlige institutioner om at bryde tabuet og sætte seksuel chikane på dagsordenen. Alle i Danmark skal trygt kunne gå på arbejde uden at skulle frygte seksuelle krænkelser. Ministrene opfordrer til, at der på arbejdspladserne er klarhed om acceptabel adfærd, tydelige retningslinjer for, hvordan man klager, håndhævelse af regler, hjælp til medarbejdere der udsættes for chikane og fokus på opkvalificering af medarbejdere, der skal håndtere sager om seksuel chikane.

Seksuel chikane er aldrig i orden, og det er aldrig den krænkedes skyld.

Henvendelsen indeholder en opfordring til at forebygge og håndtere seksuel chikane på arbejdspladsen, om at bryde tabuet - og tale om respekt, god tone og omgangsform.  Desuden kommer den med gode råd til, hvordan man konkret kan arbejde med håndtering og forebyggelse af seksuel chikane. Dette med udgangspunkt i Arbejdstilsynets råd.

Brevet er i dag sendt ud via Lederne, DA, FA, KL, Danske Regioner og alle ministerierne.

Læs hele brevet her.