Spring til indhold

FN's Internationale Pigedag: Karen Ellemann taler med og for unge piger

10.10.2017  16:13

Som led i markeringen af FN’s Internationale Pigedag mødes ligestillingsminister Karen Ellemann med to unge piger fra Bangladesh og lader dem dagen igennem låne sin stemme på de sociale medier. Samtidig oplyses Udenrigsministeriet i pink. Det sker for at sætte fokus på FN’s verdensmål 5, ligestilling mellem kønnene.

I anledning af FN’s Internationale Pigedag d. 11. oktober besøger Maisha på 19 år og Farjana på 17 år, Danmark. De to piger kommer fra Dhaka, Bangladesh og arbejder begge frivilligt for at styrke pigers rettigheder, og kæmper særligt for retten til skolegang og til selv at bestemme over sin egen krop, og hvem man vil giftes med. Pigerne mødes med ligestillingsministeren, statsministeren og elever fra Rysensteen Gymnasium for at sætte fokus på, hvordan piger over hele verden diskrimineres på grund af deres køn.

På verdensplan har 120 millioner piger været udsat for voldtægt eller anden form for seksuel vold. 15 millioner piger under 18 bliver hvert år giftet bort. Og flere end 63 millioner piger mangler skolegang.

”Hvis vi skal nå FN’s verdensmål 5 om ligestilling mellem kønnene, og det skal vi, så skal der gøres noget nu. Vi skal have fokus på manglende skolegang, børneægteskaber, vold og voldtægt. Ligestilling er et centralt fokusområde i Regeringens udviklingspolitiske strategi og der er afsat historisk høje beløb til at støtte piger og kvinders seksuelle og reproduktive rettigheder, herunder til prævention og bekæmpelse af børneægteskaber. FN’s internationale Pigedag er en god mulighed for at sætte fokus på de udfordringer, der er internationalt. Derfor udlåner jeg min stemme for en dag, til nogle af dem, vi ikke normalt hører fra” siger ligestillingsminister Karen Ellemann.

I løbet af dagen vil pigerne dele deres budskaber på Karen Ellemanns sociale medier. Deres ”take-over” er del af et verdensomspændende event, hvor flere end 600 piger tager magten for en dag, ved at overtage indflydelsesrige personers sociale medier i 70 lande. Det sker på initiativ fra Plan International. Samtidig oplyses en lang række markanter bygninger og monumenter verden over i pink. I Danmark er det blandt andet den lille havfrue og Udenrigsministeriet.

”Pigedagen handler ikke om at have ondt af pigerne. Det handler om at sætte fokus på pigers store potentiale. Når en pige får lov at blive i skolen og træffe sine egne beslutninger, så gavner det hele samfundet,” siger Gwen Wisti, administrerende direktør i Plan Danmark.

Video om pigerne fra Bangladesh

Video om børneægteskaber

For yderligere information kontakt:
Anna Munck, presserådgiver, tlf. 61 97 90 33, mail: annmun@um.dk
Signe Holme, Plan Danmark pressechef, tlf. 60 68 30 12 mail: signe.holme@plandanmark.dk