Spring til indhold

Dansk sommerbio under åben himmel

16.08.2017  15:59
Trænger du til god dansk filmhygge i Prag? Så kom med til udendørs sommerbio i Containall Culture Centre. Søndag d. 20. august vises komediedramaet ’Lang historie kort’, der er en fortælling om en gruppe venners komplicerede kærlighedsliv. Søndag d. 27. august kan du se dokumentarfilmen ’BUGS’, der handler om tre mænd på verdensrejse i jagten efter mere viden om spiselige insekter.

Lang historie kort (May el-Toukhy, 2015)

Lang historie kort

Foto: Per Arnesen, Det Danske Filminstitut

Hvor: Containall Culture Centre, Cihelná 4, Prag 1 – Malá strana

Hvornår: Søndag d. 20. august 2017 kl. 20:30

Om filmen: Ellen og hendes venner befinder sig sidst i trediverne/først i fyrrene og står alle midt i deres mere eller mindre selvforskyldt komplicerede kærlighedsliv med en længsel efter romantisk forløsning. Filmen viser tre års kærlighedsmæssige opture og nedture i vennernes liv fortalt gennem otte kapitler, der alle udspiller sig til forskellige fester: Nytårsaften, housewarming, Sankt Hans, bryllup, surprise party, navnefest, jubilæum og rund fødselsdag. Det er en ensemblefortælling om en gruppe mennesker, der slås med forestillingen om det perfekte parforhold, hvor alle må revurdere deres syn på, hvad ægte kærlighed er.

Varighed: 90 min.

Filmen vises på dansk med engelske undertekster.

Se mere om begivenheden på Facebook.

BUGS (Andreas Johnsen, 2016)

Bugs

Foto: Det Danske Filminstitut

Hvor: Containall Culture Centre, Cihelná 4, Prag 1 – Malá strana

Hvornår: Søndag d. 27. august 2017 kl. 20:30

Om filmen: I tre år har et hold fra Nordic Food Lab bestående af kokke og researchere Josh Evans, Ben Reade og Roberto Flore rejst verden rundt for at lære af de to milliarder mennesker, der allerede spiser insekter. I 'BUGS' følger Andreas Johnsen dem med sit kamera, når de undersøger, dyrker, tilbereder og smager insekter i blandt andet Australien, Mexico, Kenya og Japan. Holdets erfaringer i marken og i laboratoriet, på gårdbesøgene og de internationale konferencer fører til mange store spørgsmål. Hvis industrielt fremstillede insekter bliver normen, vil de så være ligeså appetitlige og gavnlige som dem fra bæredygtige økosystemer og køkkener rundt om i verden? Og hvem vil rent faktisk få glæde af, at insekter bliver en integreret del af fødevareindustrien? Afspejler idéen om spiselige insekter vores ødelagte fødevaresystemer, eller er det netop løsningen?

Varighed: 73 min.

Filmen vises på engelsk med tjekkiske undertekster.

Se mere om begivenheden på Facebook.

Arrangementerne er gratis og støttes af den danske ambassade i Prag.

DFI