Spring til indhold

Den Danske Ambassade i Singapore søger en lokalt ansat visummedarbejder

22.01.2020  03:28

Stilling: Visummedarbejder 


Schengen statsborger til deltidsstilling på gennemsnitligt 25 timer om ugen. Til besættelse snarest.


Ansøgningsfrist: 15. februar 2020


Ansættelsessted: Den danske ambassade i Singapore


Antallet af visumansøgninger fra visumpligtige statsborgere med ophold i Singapore har været støt stigende gennem de seneste år. Den danske ambassade i Singapore søger derfor en energisk, grundig og systematisk person til at styrke visumteamet.


Den danske ambassade behandler årligt omkring 4.000 visumansøgninger til Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige samt omkring 500 ansøgninger om arbejds- og opholdstilladelse til Danmark og Norge.


Der er tale om en stilling på betingelser for lokalt ansatte på ambassaden.


Stillingsbeskrivelse

Du vil blive en del af et lille team, hvis arbejde primært består i at håndtere visumansøgninger fra visumpligtige statsborgere med ophold i Singapore. Dit job vil være at håndtere ansøgningerne på en service-minded måde, mens du sikrer, at reglerne, som Schengen-landene er bundet af, overholdes.


Arbejdet omfatter vigtige kontrolfunktioner i forbindelse med visumudstedelse. Du skal udvise forståelse for og evne til at gå i dybden med sagerne og stor grundighed og ansvarlighed i dit arbejde.


Du er i besiddelse af god dømmekraft, arbejder effektivt og leverer på et højt serviceniveau, som understreger og forstærker Danmarks i forvejen gode omdømme i Singapore.


Du vil også blive inddraget i at assistere danskere i Singapore med alt lige fra pasansøgninger til mere komplicerede sager, så du skal være robust og kunne bevare overblikket i pressede situationer.


Kvalifikationer

Vi søger en holdspiller, der leverer et højt kvalitetsniveau med effektivitet og detailbevidsthed. 

  • Relevant videregående uddannelse
  • Gode sprogkundskaber: flydende engelsk. Dansk eller andre nordiske sprog vil være en fordel
  • Relevant arbejdserfaring
  • Detailbevidsthed i den enkelte sag kombineret med evnen til at se visumopgaverne som en vigtig del af arbejdet med at præsentere Danmark som et attraktivt land
  • Kendskab til Singapore
  • Kendskab til at arbejde på tværs af kulturer
  • Robust og kan håndtere pressede situationer på kompetent vis

Ansøgning

Ansøgere bedes fremsende CV og motiveret ansøgning inkl. relevante dokumenter og foto senest den 15. februar 2020 til hegnie@um.dk. Venligst noter “ Visummedarbejder” i emnefeltet.

Hvis der er spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Konsul Henning Nielsen: +65 6506 0265.

Den danske ambassade fremhæver lige muligheder for alle og byder ansøgninger fra kvalificerede personer velkommen uanset race, køn, religion eller handikap.


Du kan læse mere om den danske ambassade i Singapore på www.singapore.um.dk/.