Gå til indhold

Stemmeafgivning i udlandet til kommunal- og regionalvalget i Danmark

Tirsdag den 18. november 2025 afholdes der kommunal- og regionalvalg i Danmark.

Stemmeberettigede vælgere kan afgive deres stemme på den danske ambassade i Singapore fra tirsdag den 19. august 2025 og indtil valgdagen

Hvis du brevstemmer i udlandet, skal du helst gøre det i så god tid, at brevstemmen kan nå hjem til din bopælskommune, inden afstemningen på valgdagen begynder tirsdag den 18. november 2025 kl. 8.00 (dansk tid). Ambassaden i Singapore anbefaler derfor at brevstemme senest den 31. oktober 2025.

Se listen over partier og kandidater på din kommunes hjemmeside fra den 7. oktober 2025.

Du kan læse mere om udlandsdanskeres valgret på Indenrigs- og Sundhedsministeriets hjemmeside Udlandsdanskeres valgret

 

Hvem kan brevstemme i udlandet?

For at være stemmeberettiget skal du på valgdagen

  • Være fyldt 18 år,
  • Have fast bopæl i kommunen/regionen, og herudover
  • Enten have dansk indfødsret (statsborgerskab), være statsborger i en af de øvrige medlemsstater i EU, være statsborger i Island, Norge eller Storbritannien eller uden afbrydelse have haft fast bopæl i riget i de sidste 4 år forud for valgdagen.

Personer, der er registreret i CPR som udrejst af Danmark eller med bopæl på Færøerne eller i Grønland, kan ikke stemme til kommunal- og regionalvalg.

 

Sådan brevstemmer du

Du kan brevstemme på den danske ambassade i Singapore indenfor den konsulære afdelings åbningstider: mandag-torsdag kl. 13.00-15.00. Det kræver ikke forudgående aftale at komme ind og brevstemme.

Husk at medbringe gyldig billedlegitimation.