Gå til indhold

Fødsel i Singapore

Hvis du bor i Singapore og skal føde her, er det vigtigt at få barnet lovligt registreret i Singapore. Nedenfor kan du læse om 3 trin, du bør følge.

Det er vigtigt, at du følger de 3 trin og respekterer den stramme tidsfrist, som er bestemt af de singaporeanske myndigheder.

Trin 1. Registrering af fødslen hos Singapore Registry of Births and Deaths:

Alle fødsler skal registreres inden for 14 dage. Visse hospitaler i Singapore registrerer fødslen direkte på hospitalet.

Nedenstående hospitaler foretager fødselsregistrering:

KK Women's & Children's Hospital
East Shore Hospital
Gleneagles Hospital
Mt Alvernia Hospital
Mt Elizabeth Hospital
National University Hospital
Singapore General Hospital
Thomson Medical Centre
Raffles Hospital

Hvis du ønsker at føde på et hospital, hvor der ikke foretages fødselsregistrering, kan du efterfølgende få fødslen registreret hos Citizen Services Centre:

Citizen Services Centre - 3rd Storey,
ICA Building 10 Kallang Road
(Next to Lavender MRT station)Singapore 208718

Hvornår skal fødslen registreres?

Alle fødsler skal registreres inden for 14 dage inklusiv søn- og helligdage og ikke senere end 42 dage. Hvis fødslen først registreres efter 42 dage, eksempelvis grundet komplikationer, skal du forklare grunden til den sene registrering i et brev til Registry of Birth and Deaths hos ICA. Herefter kan fødselsbeviset udstedes.

Bemærk at dit barn skal have et navn for at fødslen kan registreres, og fødselsbeviset kan udstedes.

Påkrævet dokumentation:

  • Live Birth Certifikat udstedt af hospitalet.
  • Begge forældres pas.
  • Vielsesattest med engelsk oversættelse. 
  • Der opkræves et mindre gebyr. Bemærk at nogle hospitaler også opkræver et administrationsgebyr.

Behandlingstid:

Foretages og udskrives mens du venter (påregn gerne en ½ time)

Tip: Ambassaden anbefaler, at du får fødselsattesten legaliseret, inden du forlader Singapore permanent. Der kan være tilfælde, hvor de danske myndigheder har behov for at se fødselsattesten og kun godtager den, hvis den er legaliseret i oprindelseslandet. Se processen for legalisering her på hjemmesiden.

Trin 2. Bestilling af dansk Pas:

Nyfødte børn, som er født uden for Danmark og har mindst én dansk forælder, betragtes som danske statsborgere.

Du kan læse mere om kravene for førstegangspas her på hjemmesiden under Pas.

Ambassaden anbefaler, at du holder dig løbende opdateret om gældende lovgivning på området, hvis dit barn er født i udlandet. Læs mere på vores hjemmeside under Statsborgerskab.

Trin 3. Ansøgning om Dependant's Pass (DP) hos Ministry of Manpower:

Hvis I har Employment Pass, skal I inden for 42 dage ansøge om Dependant Pass til jeres barn, så det kan opholde sig lovligt i Singapore.

Når I har modtaget barnets pas, kan I eller jeres arbejdsgiver søge om Dependant Pass til barnet online hos Ministry of Manpower.

Påkrævet dokumentation:

·  Barnets pas.

·  En kopi af barnets fødselsattest.

Hvis passet er forsinket, kan ambassaden udstede en bekræftelse på, at I har søgt om pas. Den kan arbejdsgiveren indgive sammen med ovenstående dokumentation.

Læs mere hos Ministry of Manpower.